PÅ FLUGT - i en flygtnings fodspor fra Syrien til Danmark

Ny særudstilling på Stiftsmuseet i Maribo

Museum Lolland-Falster tilbyder undervisningsforløbet ”På Flugt”, hvor eleverne følger de syriske flygtninges flugt fra krigen, over Middelhavet, gennem flygtningelejre, op gennem Europa og til modtagelse, asyllejre og hjemsendelse eller udslusning i det danske samfund.

Vi har hørt og set meget om flygtninge i medierne – og ingen glemmer de dage i september 2015, hvor grupper af flygtninge bevægede sig fra Rødbyhavn ad motorvejen over Lolland mod Sverige.

Men hvordan er det at flygte? Hvordan klarer man sig som flygtning? Hvilke udfordringer møder man på sin rejse over Middelhavet og videre gennem Europa? Hvordan levede man i asylcentret i Rødbyhavn, og hvad fordriver man ventetiden med, indtil brevet om asyl eller afslag kommer?

Sammen med Nationalmuseet, der har indsamlet genstande fra sådanne rejser, forsøger vi i dette undervisningstilbud at give et indblik i, hvad det vil sige at være flygtning. Eleverne kan se en af de gummibåde, der bragte syriske flygtninge over Middelhavet, og med VR (virtual reality briller) opleve en midlertidig flygtningelejr på nærmeste hold.

Der er dagligdags ting som wc-skilte, opladestationer til mobiltelefoner, barbergrej og børnetegninger – men også falske redningsveste og tåregaspatroner fra konfrontationer ved grænserne. Alle fortæller de en historie om flugtens dilemmaer og spørgsmål: Skal jeg flygte eller blive? Hvem kan jeg stole på? Hvor er min familie? Hvor skal jeg hen? Overlever jeg flugten?

Undervisningen tager udgangspunkt i menneskers skæbner - og hvordan de, trods kaotiske tilstande, forsøger at finde orden i en stresset dagligdag præget af uvished, mange spørgsmål og angst – men den handler også om håbet, glæden og troen på en bedre fremtid.

Hvor: 

Hos aktøren
Stiftsmuseet

Klassetrin: 

  • 3. klasse
  • 4. klasse
  • 5. klasse
  • 6. klasse
  • 7. klasse
  • 8. klasse
  • 9. klasse
  • 10. klasse

Fag: 

  • Historie
  • Samfundfag

Pris: 

550 kr.