Om Kulturtjenesten

Hvad er Kulturtjenesten?

Kulturtjenesten er en mellemkommunal aftale med et sekretariat som dækker Lolland og Guldborgsund kommuner, som medvirker til at styrke børne- og ungdomskulturen lokalt. Formålet med Kulturtjenesten er at formidle og understøtte udviklingen af kultur- og læringsforløb til, med og for børn og unge og at danne netværk på tværs af dagtilbud, skole og kultur i de to kommuner.

Kulturtjenesten er iværksat som et projekt med foreningsstruktur, hvor bestyrelsen er sammensat af repræsentanter blandt kulturaktører, skoler og dagtilbud på tværs af kommunerne. Skoletjenesten på Sjælland har også en plads i bestyrelsen, ligesom der også er en (tilforordnet) kulturambassadør i bestyrelsen.

 

Kulturaktørerne og kulturinstitutionerne

Guldborgsund-bibliotekerne, Lolland Billedskole, LollandBibliotekerne, Musikskolen i Lolland, Musikskolen i Guldborgsund, REFA's skoletjeneste, Middelaldercentret, Knuthenborg Safaripark, Teatret Masken, Museum Lolland-Falster, Ensemble Storstrøm, Fuglsang Kunstmuseum, SYLF, Culthus og Billedfabrikken formidler, deltager i netværk og udvikler kultur- og læringsforløb igennem Kulturtjeneste-samarbejdet.
 

Formidling af kultur- og læringsforløb til skole og dagtilbud

Kulturtjenesten har til formål at gøre det lettere for skoler og dagtilbud at benytte lokale kultur- og læringsforløb og samtidig i dialog med skoler og dagtilbud at skabe grobund for udvikling af nye samarbejder og læringsforløb.

Her på siden kan man finde information om kultur- og læringsforløb til børn og unge, tilmelde sig nyhedsbrevet og finde information om projekter, samarbejdspartnere, ansøgningsfrister på puljer med mere.

Den åbne skole

Kunstnere, museumsformidlere, teaterformidlere, naturformidlerne - alle i Kulturtjenesten står på spring for at indgå i samarbejde med skolerne. Fælles for dem er deres store interesse for at målrette og tilrettelægge kultur- og læringsforløb, så de let kan indgå i lærernes planlægning af undervisningen og så de passer til den nye skole fra 2014, med fokus på design, innovation, alternative læringsmiljøer, differentieret undervisning og mere bevægelse i skolen.

Læreplaner og trinmål

Et vigtigt område er at sikre, at kultur- og læringsforløbene understøtter skolernes arbejde med at opfylde trinmål og dagtilbuddenes arbejde med læreplaner. Er du lærer, pædagog eller pædagogmedhjælper og har idéer til kultur- og læringsforløb, er du mere end velkommen til at kontakte Kulturtjenesten.

Kulturambassadørerne
Kulturtjenesten har fået tilknyttet et stærkt netværk af kulturambassadører blandt lærere og pædagoger i de tre kommuner, som har en særlig interesse for samarbejde med kulturinstitutioner og for at medvirke til, at børn og unge møder kunst og kultur. Kulturambassadørerne gør et stort stykke arbejde og derfor inviteres de også med til udstillingsåbninger med mere, så de kan holde sig opdaterede på det lokale kulturliv.